Asbjørn Wahl - Ikke ta dem på ordet!

Den sociale pagts ideologiske arv

Europas fagbevægelse er i defensiven. Den er også i en dyb politisk og ideologisk krise. I øjeblikket er fagforeningerne ude af stand til at udfylde deres rolle som forsvarsorganisationer for medlemmernes umiddelbare økonomiske og sociale interesser. Fagbevægelsen har mistet indflydelse i alle sektorer og industrier. Det, der i perioden efter Anden Verdenskrig var den stærkeste og mest indflydelsesrige fagbevægelse i den kapitalistiske verden, er i dag åbenlyst forvirret, mangler en klar vision og er tøvende mht. dens nye sociale og politiske orientering. Ironisk nok er det de samme teorier, analyser og taktikker, som gav dens styrke i efterkrigstiden, der nu er blevet dens svaghed. Den sociale pagts ideologiske arv fører nu fagbevægelsen på afveje.

Den nyliberalistiske offensiv
Bag denne udvikling ligger den aktuelle nyliberalistiske forvandling af vore samfund. Da denne proces ikke er temaet for denne artikel, vil jeg blot nævne et par vigtige punkter. I løbet af de sidste tyve år er vi blevet konfronteret med en enorm offensiv fra de nyliberalistiske kræfters side. Kapitalistiske interesser er gået i offensiven, og vi har oplevet en enorm ændring af magtbalancen mellem fagbevægelsen og kapitalen. De multinationale selskaber har selvfølgelig ført an i denne udvikling. Efterkrigstidens "sociale pagt" mellem fagbevægelse og kapital, taktikken med fredelig sameksistens mellem fagforeninger og arbejdsgivere, er brudt sammen. Kapitalen har trukket sig fra den sociale pagt og stræber mere og mere hen imod en konfrontationstaktik overfor den organiserede fagbevægelse.

De multinationale selskabers og deres politiske tjeneres forsøg på at uddybe og implementere deres nyligt opnåede magtpositioner er vigtige dele af denne udvikling. Dette bliver først og fremmest gjort gennem internationale institutioner og aftaler såsom World Trade Organization (WTO) og regionale magtstrukturer så som Den Europæiske Union (EU). Da disse organer er mindre demokratiske end lokal- og landsregeringer, har de vist sig at være de mest nyttige og effektive instrumenter til at implementere virksomhedernes magt.

Følgende analyse er baseret på den opfattelse, at EU i dag er den kanal, hvor igennem den nyliberalistiske sociale og økonomiske model bliver implementeret i Europa. EU og andre regionale og overnationale institutioner bliver bygget på grundlag af den nye magtbalance og kan ikke blive ændret, demokratiseret eller overvundet, før arbejderne bliver i stand til at tippe den nuværende magtbalance til deres fordel. Et sådant skift vil imidlertid kræve, at fagbevægelsen på længere sigt gør det til sin hovedopgave at mobilisere folkets og arbejderklassens styrke.

Nye betingelser, gammel politik
Desværre er mobiliseringen af arbejderklassens styrke ikke den europæiske fagbevægelses projekt i dag. Arbejderbevægelsen står i den paradoksale situation, at mens på den ene side det økonomiske og politiske klima, som fagforeningerne arbejder i, har ændret sig radikalt, er de fleste fagforeninger på den anden side fortsat med at arbejde i overensstemmelse med den sociale pagts ideer. De anser ikke den såkaldte globalisering for at være resultatet af bevidste strategier og nye magt- og klasserelationer, men nærmere den nødvendige konsekvens af teknologiske og organisatoriske ændringer, en indstilling der stemmer bemærkelsesværdigt overens med det som Margaret Thatcher udtrykte, da hun famøst udtalte: "Der er intet alternativ".

De siger, at der er behov for at overføre den sociale pagts ideer fra det nationale til det regionale og globale niveau. Deres metoder er "social dialog" med arbejdsgiverorganisationer, statslige og overstatslige institutioner; kampagner for den formelle indførelse af arbejdsstandarder i internationale handelsaftaler og -organisationer (såsom ILO's arbejdskonventioner, som bl.a. forbyder tvunget arbejde, garanterer retten til frit at danne fagforeninger og indgå kollektive overenskomster samt forbyder diskrimination ved ansættelse); samt jagten på rammeaftaler med multinationale virksomheder og kodeks for disses sociale ansvar (CSR - corporate social responsibility). Disse sidstnævnte er frivillige, ikke bindende adfærdskodeks, som er udviklet af de multinationale virksomheder selv og næsten umulige at håndhæve. Indtil videre har de ikke haft nogen målelig effekt på koncerners opførsel og synes som deres hovedformål at have til opgave at kompensere for mange multinationale virksomheders negative offentlige image.

Denne sociale dialog-strategi bliver fulgt uafhængigt af en konkret analyse af magtrelationerne og uden at anerkende nødvendigheden af at mobilisere klasse- og folkemagt for at opnå sociale forandringer. For at forstå tingenes aktuelle tilstand, skal vi se nærmere på den europæiske arbejderbevægelses historie - specielt den sociale pagts politik, hvis historie og betydning næppe kan overvurderes, hvis vi virkelig ønsker at forstå arbejderbevægelsens politiske og ideologiske krise.

Det historiske kompromis mellem arbejderbevægelse og kapital
I løbet af det 20. århundrede har fagbevægelsen i Vesteuropa gradvist udviklet en slags fredelig sameksistens med de kapitalistiske interesser. I 1930erne blev denne sameksistens i første omgang institutionaliseret primært i de nordlige dele af Europa, da fagforeningerne her opnåede aftaler med arbejdsgiverorganisationerne. Efter 2. Verdenskrig fandt en lignende proces sted i det meste af Vesteuropa.

Den sociale pagt mellem arbejdskraft og kapital dannede det grundlag, som velfærdsstaten blev udviklet på, og hvorpå løn- og arbejdsforhold gradvist blev forbedret. Fra en periode præget af konfrontationer mellem arbejdskraft og kapital, gik samfundene ind i en fase med social fred, to- og trepartsforhandlinger (arbejdere, arbejdsgivere og staten) og konsensuspolitik. Fordi det førte til vigtige resultater mht. velfærd, lønninger og arbejdsvilkår, fik denne politik massiv støtte fra arbejderklassen. Som en konsekvens heraf blev de mere radikale og antikapitalistiske grupper i arbejderbevægelsen gradvist marginaliserede. Sådan førte denne udvikling til afpolitiseringen og afradikaliseringen af arbejderbevægelsen og til bureaukratiseringen af fagbevægelsen. Det blev de socialdemokratiske partiers historiske rolle at håndhæve denne politik - klassekompromisets politik. Det er ikke overraskende, at de aktuelle problemer, der plager fagforeningerne, også afspejles i de problemer, som Europas socialdemokratiske partier står overfor.

Det er vigtigt at indse, at det sociale partnerskab mellem arbejdskraft og kapital var resultatet af fagforeningernes og arbejderbevægelsens sande styrke. Arbejdsgiverne og deres organisationer måtte indse, at de ikke var i stand til at overvinde fagforeningerne. De var nødt til at anerkende dem som repræsentanter for arbejderne og forhandle med dem. Med andre ord hvilede den fredelige sameksistens mellem arbejdskraft og kapital på en stærk arbejderbevægelse.

En anden vigtig faktor i efterkrigstiden var, at kapitalismen oplevede mere end 20 år med en stabil og stærk økonomisk vækst. Det gjorde det muligt at dele dividenden mellem arbejde, kapital og offentlig velfærd.
En afgørende del af den sociale pagt var den nationale regulering af kapital og markeder. Kapitalens kontrol var på dagsordenen i alle lande. Aftaler mellem arbejdskraft og kapital blev indgået på en ordentlig og fredelig måde indenfor de nationale grænser. Et vigtigt resultat af dette var, at fagbevægelsen blev meget nationalt orienteret. Fagbevægelsens internationalisme blev langsomt reduceret til en slags diplomati inden for de internationale organer (som f.eks. ILO) og endog til forskellige former for fagforeningsturisme, med lidt eller slet ingen forbindelse til medlemmernes aktuelle behov og interesser, selv om noget af den internationalistiske, politiske retorik forblev i brug.

Til trods for den socialistiske retorik, betød den sociale pagt, at fagbevægelsen accepterede den kapitalistiske organisering af produktionen, det private ejerskab til produktionsmidlerne og arbejdsgivernes ret til at lede arbejdsprocessen. I bytte for mere velfærd og bedre arbejdsforhold, garanterede fagbevægelserne ro på arbejdsmarkedet og tilbageholdenhed ved lønforhandlingerne. Enkelt udtrykt blev velfærdsstaten og forbedrede levebetingelser det, som arbejderbevægelsen opnåede til gengæld for at opgive det socialistiske projekt. I dag kan vi konkludere, at det var en kortsigtet præstation i en meget specifik historisk sammenhæng; og desuden en præstation, der bidrog til afpolitiseringen og afradikaliseringen af arbejderklassen.

Et vigtigt element i den sammenhæng var eksistensen af et konkurrerende økonomisk system i Sovjetunionen og Østeuropa. Som den britiske historiker Eric Hobsbawn påpegede, var det medvirkende til at få kapitalisterne i Vesten til at acceptere et kompromis 1). Det var på grundlag af dette kompromis, at de vigtigste velfærdsreformer og –institutioner blev udviklet i de tre årtier efter 2. Verdenskrig. Den radikaliserede arbejderbevægelse, som opstod under de økonomiske og sociale kriser i 1930'erne og under krigen, blev med andre ord mødt af en bevidst strategi fra dens kapitalistiske modparter. De gik frivilligt ind i sociale pagter og gav efter for mange af arbejderbevægelsens sociale og økonomiske krav for at vinde tid og neddæmpe de socialistiske holdninger i bevægelsen. Set med nutidens overblik kan man sige, at denne korporative strategi var temmelig succesrig.

En skarp arbejdsdeling inden for arbejderbevægelsen blev en bemærkelsesværdig sideeffekt af klassekompromisset. Betingelserne for køb og salg af arbejdskraft blev reguleret af fagbevægelsen gennem forhandlinger, mens social sikkerhed for de arbejdsløse blev klaret af de socialdemokratiske partier i parlamenterne. Dette lagde grunden til en mere snæver økonomistisk orientering af fagbevægelsen, noget som svækker fagforeningerne i dag, hvor de socialdemokratiske partier har fjernet sig fra deres tidligere reformistiske politik.

Den sociale pagts ideologi
I løbet af den sociale pagts æra, synes den korporative strategi at have blændet arbejderbevægelsen. Baseret på den reelle erfaring fra 20 års stadige forbedringer af leve- og arbejdsforholdene, blev den fælles forståelse den, at der nu var fundet en måde, hvormed samfundet kunne skabe sociale fremskridt og en relativ retfærdig fordeling af rigdommen til almindelige mennesker uden klassekamp og sociale konfrontationer. Man mente, at det kapitalistiske samfund havde opnået et højere civilisationsniveau. Vha. trinvise reformer havde arbejderbevægelsen opnået stigende demokratisk kontrol med økonomien. En krisefri kapitalisme var blevet en realitet. Der ville aldrig mere opstå økonomiske kriser som den i 1930erne, aldrig mere massearbejdsløshed, aldrig mere social nød og aldrig mere elendighed blandt folket. Alle sociale tendenser pegede opad. For mange i arbejderbevægelsen var det den reformistiske vej til socialismen - og alle kunne se, at det fungerede!

Disse reelle, sociale fremskridt dannede det materielle grundlag for en ideologi om socialt partnerskab, som fortsat er dybt forankret i det europæiske fagforeningsbureaukrati. Jeg stiftede personligt kendskab med denne ideologi, første gang jeg tog del i grundlæggende fagforeningsundervisning i det norske LO's uddannelsescenter i de tidlige 1980ere. Der lærte jeg, at den første tredjedel af det 20. århundrede var præget af intense konflikter mellem arbejdskraft og kapital - omfattende generalstrejker, lock-outer, og brugen af politi og militær imod organiserede, strejkende arbejdere. Det var en destruktiv periode, som til slut (i 1930erne) ikke havde bragt arbejderklassen til sejr. Det var først, da konfrontationspolitikken blev opgivet, og fagbevægelsen begyndte at tage et fuldt socialt ansvar, at der blev opnået virkelige fremskridt - i form af bedre arbejdsforhold, bedre lønninger og velfærdsreformer. Med andre ord er konfrontationer med arbejdsgiverne destruktive; fredelig, social dialog er vejen frem. Det var den lektie, der blev undervist i på fagbevægelsens uddannelsescenter så sent som i begyndelsen af 1980erne.

Ovenstående analyse var forkert dengang, og den er forkert i dag. Men konsekvenserne af denne fejltagelse er blevet farligere for fagbevægelsen nu, hvor den sociale pagt er brudt sammen. Denne analyse skjuler, at de store fremskridt mht. velfærd og arbejdsforhold i perioden med klassekompromisser efter 2. Verdenskrig, var frugten af den tidligere konflikt. Fremskridtet kom kun, fordi arbejderklassen havde ændret magtbalancen mellem arbejdskraft og kapital gennem konfrontationer og hård klassekamp i den første del af det 20. århundrede (inklusive den russiske revolution). Med andre ord var det de konfronterende kampe i den foregående periode, der muliggjorde de senere fremskridt gennem fredelige forhandlinger.

Den sociale pagts sammenbrud
Men klassekompromisset var en skrøbelig konstruktion, idet dens overlevelse var betinget af en stabil kapitalistisk økonomi med en høj vækstrate. Kompromisset blev gradvist nedbrudt, efterhånden som de dybtgående økonomiske kriser i den vestlige kapitalisme satte ind fra starten af 1970erne. Kriserne ansporede de kapitalistiske kræfter til at gå i offensiven - blandt andet for at reducere udgifterne - ved at angribe fagforeningsrettighederne, lønningerne og de offentlige udgifter og således underminere selve grundlaget for velfærdsstaten.

De afradikaliserede og afpolitiserede fagforeninger og arbejderbevægelser blev taget på sengen af denne udvikling. Arbejdsgiverne blev pludselig meget mere fjendtlige ved forhandlingsbordet. Forhandlinger, som tidligere mest havde handlet om forbedringer på løn- og arbejdsforhold, begyndte nu at involvere angreb på tidligere forbedringer og eksisterende reguleringer. Da det meste af fagbevægelsens ledelse havde været dybt indblandet i klassekompromisserne og den sociale freds miljø, var den ikke forberedt på disse angreb. Indenfor rammerne af den sociale pagts ideologi var den nyliberale offensiv simpelthen uforståelig. Fagbevægelsens bureaukrati forblev passivt, og fagbevægelsen blev tvunget i defensiven. I mange lande forlod mange arbejdere helt deres fagforeninger, da de viste sig magtesløse mht. at forsvare deres interesser.
Sådan viste 1980erne sig at være et kæmpe tilbageskridt for fagbevægelsen, noget der kan ses i statistikkerne om organisationsgraden (organiseringen af arbejdsstyrken) i nogle vigtige vesteuropæiske lande (se tabel 1).

De få fagforeninger der forsøgte at gå imod de nyliberale angreb, såsom de britiske minearbejdere, led nederlag. I det britiske tilfælde skyldtes nederlaget primært, at bureaukratiet i LO (TUC), anså en militant industriel aktion for at være en større trussel for den sociale pagts konsensuspolitik end de rasende angreb fra mineselskaberne og Thatcherregimets side. Mange år senere indrømmede TUC, at det havde været en fejl ikke at støtte minearbejderstrejken, men da var skaden sket. Og det er bemærkelsesværdigt, at TUC ikke har ændret dets støtte til den sociale pagt.

Med sammenbruddet i de ledende økonomier i Østeuropa omkring 1990, forsvandt det eneste alternativ til vestlig kapitalisme. Kapitalismen havde triumferet på alle fronter, og for arbejdsgiverne var kompromisset med arbejderne ikke længere nødvendigt. Nu kunne de kapitalistiske kræfter lettere forfølge deres snævre økonomiske og politiske interesser. Det er grunden til, at klassekompromisset (eller konsensusmodellen) er brudt eller ved at bryde sammen over hele Vesteuropa. De historiske og økonomiske betingelser for et sådant kompromis findes ikke længere og det vigtigste produkt af dette kompromis, velfærdsstaten, er under stigende pres.

Denne analyse af magtrelationerne bliver ikke forstået af den dominerende del af dagens fagforeningsledelse. Da den nyliberale offensiv startede for ca. 20 år siden, og arbejdsgiverne gradvist brød med det sociale partnerskabs politik, var det eneste svar, som de fleste i fagbevægelsesbureaukratiet kunne komme på, at fortsætte konsensuspolitikken.

Nogle fagforeninger havde næsten tigget fjendtlige arbejdsgivere om at vende tilbage til den sociale pagt. Denne politik er blevet fremmet af fagbevægelsens stærke nationale orientering. Hellere end at reorganisere sig for at konfrontere de stadig mere aggressive kapitalinteresser, har den snævre nationale orientering og fagforeningernes ideologi om det sociale partnerskab, ført store dele af fagbevægelsen hen imod en alliance med - og som konsekvens heraf - en underordnen sig den "nationale" kapitals kamp for at blive internationalt konkurrencedygtig. I Tyskland bruges begrebet "Standort Wettbewerb", som både dækker fagbevægelsens alliance med det enkelte selskab og støtte til den tyske stats konkurrence med andre nationer.

Store dele af fagbevægelsen er dybt involveret i faglige alliancer med enkelte selskaber og juridisk virksomhed i stedet for i en strategi, der er baseret på klasseanalyse og en analyse af den reelle magtbalance. De tyske fagforeningers kamp for "enhed for arbejde" fra midten af 1990erne er et godt eksempel på denne politik med en national alliance med arbejdsgiverne. Dette var et forslag til en formel fornyelse af den sociale pagt. Forslaget blev fremsat af det tyske LO, der tilbød at acceptere dårligere arbejdsforhold til gengæld for jobgaranti. Det blev afvist af arbejdsgiverne. På samme måde er den relativt snævert fokuserede kamp for mindstestandarder for arbejdsforhold i WTO, som ledere i den internationale fagbevægelse har kæmpet for i de sidste 10 år, et udmærket eksempel på den juridiske formalisme, som har udviklet sig uden at være baseret på en faktisk analyse af magtbalancen mellem arbejdskraft og kapital.

Fagforeningsbureaukraterne fortsætter - både på nationalt og internationalt plan - med at se sig selv som mæglere mellem arbejdskraft og kapital. I dag, hvor de kapitalistiske kræfter er i offensiven og har fremprovokeret udviklingen af en international folkelig rets- og solidaritetsbevægelse som går imod den aktuelle selskabsglobalisering, er den internationale fagbevægelse ivrig efter at definere sig selv som en mæglende kraft mellem denne bevægelse og selskabsinteresserne. Dette blev åbent udtrykt da det tredje World Social Forum (WSF) blev afholdt i Porto Alegre, Brasilien i januar 2003 - parallelt med den politiske og økonomiske elites World Economic Forum (WEF) i Davos, Schweiz. Den internationale fagbevægelse udsendte dengang en erklæring: "Democratizing Globalization: Trade Union Statement to 2003 WSF and WEF", som var underskrevet af alle betydende internationale fagforeningsledelser 2). Der stod bl.a., at:

"Den internationale fagbevægelse har en fælles meddelelse til Porto Alegre og Davos. Visioner, politisk vilje og de nødvendige kapaciteter må bringes sammen på globalt niveau for at opnå udvikling og garantere et ordentligt arbejde til de millioner af arbejdere som i dag lever i usikkerhed og fattigdom uden mulighed for en bedre fremtid. Det vil kræve resourceforpligtelser samt skriftlige forpligtelser. Det vil kræve styrelsessystemer til at fremme vores fælles bedste, vores rettigheder og demokrati. Det kræver effektive demokratiske processer, og det kræver dialog for at lykkes. Vi vil presse WEF til at forholde sig til behovet for at globalisere social retfærdighed. Samtidig vil vi bidrage gennem WSF til at finde konstruktive måder at demokratisere globaliseringen i alle arbejdende folks interesse" 3).

Størstedelen af de internationale fagbevægelsesorganer regner med andre ord ikke sig selv for at tilhøre den nye bevægelse imod virksomhedsglobalisering 4). De anser den nye bevægelse for at være alt for politisk radikal. Den Internationale Sammenslutning af Frie Fagbevægelser (ICFTU) eller Global Unions samarbejder derfor med resten af bevægelserne, når de tager til World Social Forum - men de holder deres egne konferencer og møder i udkanten af de forskellige fora. Samtidig sender de lige så højtrangerende delegationer til World Economic Forum. "Vi har altid opnået mest gennem dialog", lyder det evindeligt gentagne omkvæd.

Politik uafhængig af magtrelationer
Den totale mangel på analyser af magtrelationerne og betingelserne for fagforeningsstrategier er også tydelig i det uddannelsesarbejde, der udføres internationalt af fagforeningerne. En del af de vesteuropæiske fagforbund og sammenslutninger afvikler træningsprogrammer i form af solidaritetsprojekter med søsterforbund i Østeuropa lige som i udviklingslandene. I disse uddannelsesprojekter udbreder de vestlige forbund, hvad de anser for at være deres egen store succes - den sociale pagt. De forsøger at overbevise fagbevægelsen i resten af verden om fordelene ved at stræbe efter den sociale partnerskabs model. I betragtning af de aktuelle magtrelationer er denne form for uddannelse kontraproduktiv for fagbevægelserne i Østeuropa og udviklingslandene, som er under angreb fra aggressive, konfrontationssøgende arbejdsgivere.

Det er vigtigt at bemærke, at alle de udviklinger, der er beskrevet ovenfor, har haft langt større betydning for fagbevægelsen i fremstillingsindustrierne end for fagbevægelsen i den offentlige sektor og dele af transportindustrien. Netop fordi fremstilling er stærkere og mere direkte udsat for international konkurrence. Derfor er tilbagegangen for fagbevægelsen - og det politiske og ideologiske skift til højre - blevet mere tydelig indenfor fremstilling end i nogen anden branche.

I dag fortsættes den katastrofale orientering mod det sociale partnerskab - på trods af, at det økonomiske og sociale grundlag for dette partnerskab forsvinder - af det meste af det europæiske fagforeningsbureaukrati, især af europæisk LO (European Trade Union Confederation). Derfor har vi i løbet af de sidste par år set en voksende aktivitet i form af konsultationer, forhandlinger, lobbyisme og såkaldt social dialog mellem de formodede sociale partnere på arbejdsmarkedet. Resultatet har indtil videre betydet en styrket bureaukratisk udvikling i den europæiske fagbevægelse. Den sociale dialog eller "forhandlinger på EU-plan", som det fejlagtig er blevet karakteriseret af nogle, er en øvelse som ikke inkluderer retten til at gå i konflikt. Det er derfor let at forstå, hvorfor resultaterne hidtil har været så dårlige.

På det internationale niveau er ICFTU den stærkeste fortaler for det sociale partnerskabs politik. Det blev meget tydeligt udtrykt i en udtalelse, hvor organisationen kommenterede FN's Global Compact [et initiativ, der skal bringe multinationale selskaber sammen med FN's organisationer, den internationale fagbevægelse og andre organisationer omkring ni principper til beskyttelse af menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og miljøet - o.a.]. Blandt andre ting, praler ICFTU af at have fremsat en fælles udtalelse med FN, der brugte nogle af de samme hovedudtryk som i en tilsvarende udtalelse mellem FN og det Internationale Handelskammer, nemlig:

"Der var enighed om, at globale markeder krævede globale regler. Målet skulle være, at gøre det muligt for globaliseringens fordele at sprede sig til alle folk ved at bygge en effektiv ramme af multilaterale regler for en verdensøkonomi, der er under forandring af markedernes globalisering ... Mødet var enedes om, at Global Compact skulle medvirke til denne proces ved at hjælpe med opbygningen af social partnerskab mellem forretning og arbejdskraft" 5).

På virksomhedsniveau er de europæiske samarbejdsudvalg (European Works Councils) blevet det bureaukratiske svar. Disse råd bestående af arbejderrepræsentanter i multinationale virksomheder giver ikke arbejderne nogen reel indflydelse, selv om de kan være nyttige til at indsamle informationer og skabe fagforeningskontakter. Rådene har mindre indflydelse end lignende institutioner som fremkom i de nordiske lande og i Tyskland i efterkrigsperioden - selv om disse har mistet reel indflydelse i disse lande, mens markedskræfterne har vundet indpas.

I Europa fører denne politik med magtesløs social dialog fagbevægelsen ind i en blindgyde. En fagforeningspolitik, der er baseret på medlemsmobilisering mod arbejdsgivernes angreb, er næsten ikke-eksisterende på EU-niveau, selv om vi har set tendenser i denne retning på nationale niveau (i Frankrig i 1995 og i Italien i 2002).

Det deprimerende resultat af denne politik har været den dominerende del af fagbevægelsens accept af en trinvis nedgang i velfærd og arbejdsforhold. Gennem forhandlinger har fagforeningerne gradvist accepteret en stadig større "fleksibilisering" af arbejdet. I forskellige europæiske lande har vi set nedskæringer af velfærdsydelser såsom nedsættelse af sygdomsydelse, pension og arbejdsløshedsunderstøttelse, højere brugerbetaling inden for offentlig undervisning, på daginstitutionsområdet og indenfor social og sundhed samt reduktion af ikke-overskudsgivende boligbyggeri.

Arbejdsforholdene er forværret gennem underminering af arbejdslovgivning og overenskomster, inklusiv svækkelse af arbejdstidsreguleringer, reduktion af overtidsbetaling, genindførelse af skifteholdsarbejde i mange industrier, nedgang i jobsikkerhed, flere midlertidige korttidsjob, øget brug af kontrakt- og vikararbejdere og et mere decentraliseret forhandlingssystem. En vigtig effekt af denne udvikling har været demoralisering af arbejderne og en nedgang i fagforeningsmedlemskaber, når fagforeningerne ikke længere magter at beskytte sine medlemmer. De voksende populistiske partier på højrefløjen er nok det mest farlige resultat af denne overbærenhedspolitik fra fagbevægelsens side.

Strategiske overvejelser
Men hvad kan fagbevægelsen gøre for at konfrontere den globale forretningsoffensiv? En sag er klar: radikal retorik er ikke nok, selv om den er almindelig ved internationale møder. Erfaringer fra det første European Social Forum i Firenze, Italien i november 2002 kan tjene som eksempel. Der hørte vi mindst to slags fagforeningspositioner. Den ene kom fra meget militante, små, ikke-repræsentative grupper. Den anden kom fra repræsentanter for hovedstrømningerne i europæiske fagforbund. For eksempel ønskede en repræsentant fra det tyske forbund, IG Metall, at starte kampen for 30 timers ugen. Han nævnte dog ikke, at det samme forbund kun et år tidligere forhandlede en aftale igennem med Volkswagen, som underminerede eksisterende løn- og arbejdsforhold, som forudsætning for at få firmaet til at åbne en ny fabrik i Tyskland frem for i et østeuropæisk land med lavere omkostninger. Ingen af disse fagforbundsrepræsentanter omtalte de reelle problemer, som fagbevægelsen i Europa aktuelt står overfor. Det er nødvendigt at gøre dette som grundlag for at udvikle en brugbar fagforeningsstrategi.

Det første, der er nødvendigt, er at indse, at de multinationale virksomheders konfrontationspolitik og andre kapitalinteresser skal imødegås direkte af fagbevægelsen. Der er uenighed om og modsatte opfattelser af dette i fagbevægelsen på alle niveauer: lokalt, nationalt og internationalt. De, som ønsker at revitalisere bevægelsen, bliver derfor nødt til at opbygge nye alliancer på basis af de bedste dele af bevægelsen. Selv om der er mange undtagelser findes disse først og fremmest i den offentlige sektor, indenfor transport, i nogle af de private servicesektorer og i et antal lokale afdelinger i hele fagbevægelsen.

For at konfrontere de multinationale selskaber er det nødvendigt at opbygge netværk og opmuntre til samarbejde mellem arbejdere i samme industrier på tværs af selskaber og nationale grænser. Udviklingen af en international, klassebaseret solidaritet må nødvendigvis bryde med tendensen til "business unionism", som foretrækker "vores" virksomhed frem for "deres". Det er en tendens, som har en stærkere tradition i den amerikanske fagbevægelse end i Europa, men den er også blevet styrket i Europa i løbet at de sidste 20 år, eftersom afpolitiserede og afradikaliserede fagforbund er gået sammen med "deres" arbejdsgivere for at beskytte jobbene i deres eget land - i konkurrence med virksomheder i andre lande. Denne snævertsynede og misforståede strategi skal udskiftes med en fælles klassebaseret kamp, hvor demokratisk kontrol med produktion og distribution skal stå i forgrunden.

En anden vigtig kamp som en ny internationalistisk fagbevægelses-alliance skal bygges op omkring, er kampen imod de fortsatte virksomhedsovertagelser af offentlige serviceydelser. Dette betyder bekæmpelse af privatisering og forsvar af det, der er opnået ved hjælp af velfærdsstaten. Virksomheders overtagelser af disse dele af samfundet repræsenterer en meget vigtig del af skiftet i magtbalancen mellem arbejdskraft og kapital i vores samfund.

En anden vigtig del af en progressiv fagbevægelses strategi er at udfordre den dominerende tankegang i fagbevægelsens bureaukrati - det sociale partnerskabs ideologi - og den fredelig sameksistens mellem arbejdskraft og kapital. I vores bevægelse må vi på en venskabelig facon tage de vanskelige interne diskussioner om netop dette punkt. Disse diskussioner bør være baseret på en forståelse af, at det sociale partnerskabs politik ikke er resultatet af sammensværgelser eller forræderi, men derimod af en særlig, historisk udvikling. Vi har behov for nye analyser, som kan forklare folk, hvordan det historiske kompromis mellem arbejdskraft og kapital blev virkeliggjort, og hvorfor det brød sammen. Folks utilfredshed med den aktuelle udvikling bør politiseres og kanaliseres ind i faglige og politiske klassebaserede kampe for arbejdsforhold og levevilkår. Den er den eneste måde, hvorpå man kan undgå at disse folk ellers bliver mobiliseret af højrefløjs og populistiske partier.

Vi bør sætte fokus på velfærd og arbejdsforhold og på den brutalisering af arbejdet, der finder sted, når en stigende del af økonomien bliver udsat for markedskonkurrencen; herunder fokus på arbejdernes dalende indflydelse på deres arbejdsdag og deres kontrol med arbejdsprocessen.

Det er vigtigt at indse, at dette også har meget at gøre med folks selvtillid. Arbejdernes værdighed bliver systematisk angrebet på arbejdspladserne, i medierne, i den almindelige offentlige debat og i det sociale og kulturelle klima i et samfund, der er domineret af borgerlig tankegang og værdier og af nyliberale ideer. Dette kan kun ændres ved at redefinere begreberne vedr. det produktive arbejde, klasserelationer og klasseidentitet. Det kan dog ikke påtvinges arbejderklassen udefra. Det skal udvikles som en del af og igennem den sociale kamp.

Endelig skal vi opbygge alliancer med den nye globale bevægelse imod nyliberalisme og for demokrati, global retfærdighed og solidaritet. Denne globale "bevægelse af bevægelser" er lige nu mere politisk radikal og systemkritisk end fagbevægelsen og arbejderbevægelsen selv om dens kendskab til klasserelationer er ret lille. Fagbevægelsen behøver denne folkelige bevægelses radikalisme og dens militans for at bryde med dens illusion om klassekompromis. Hvis denne alliance bliver konstruktivt og korrekt udviklet, kunne de to bevægelser støtte hinanden og bringe kampen op på et højere niveau.

Den sociale pagt var aldrig et defineret mål for arbejderbevægelsen; den var resultatet af en specifik historisk udvikling. Den blev kun muliggjort som et resultat af et enormt skift i magtbalancen mellem arbejdskraft og kapital. Kombinationen af den russiske revolution, en stærk arbejder- og fagbevægelse i vest stærke, befrielsesbevægelser i Den tredje Verden og en lang periode med stabil økonomisk vækst i den kapitalistiske økonomi efter 2. Verdenskrig konstituerede de helt specifikke betingelser, der gjorde fremkomsten af en relativ stabil periode med klassekompromisser mulig. At gå efter et nyt klassekompromis, en ny social pagt, under de nuværende langt mindre favorable magtforhold er en illusion.

Vores mål skal derfor være at gå videre end den sociale pagt og velfærdsstaten. Kun en forandring af samfundet som er dybtgående nok til at fjerne de materielle betingelser for en genopbygning af en nyliberal politik kan sikre det arbejdende folks interesser. Intet mindre end socialisme kan sikre det.

NOTER
1.Eric Hobsbawm: Age of Extremes: The Short Twentieth Century 1914-1991 (London: Penguin, 1994).
2.Disse indbefattede International Confederation of Free Trade Unions, Global Union Federations, Tade Union Advisory Committee to the OECD, World Confederation of Labor og European Trade Union Confederation.
3.Se www.icftu.org/displaydocument.asp? Index=991216994&Language=EN.
4.Der er undtagelser. Især Public Services International, den internationale paraplyorganisation for nationale fagforeninger i den offentlige sektor, har spillet en vigtig rolle i World Social Forum-bevægelsen, specielt gennem det WTO/verdenshandels fokuserede Our World Is Not For Sale netværk (www.ourworldisnotforsale.org). Et stigende antal nationale fagforbund og lokalafdelinger er også gradvist blevet involveret i den nye globale rets- og solidaritetsbevægelse.
5."ICFTU udtalelse om Global Compact", www.icftu.org

Oversættelse: Lene Pusch og Klaus Krogsbæk.
(Publisert i KRITISK DEBAT 15. mai 2004.)